Den gamle færøske kone bærer både stilhed og styrke. Hun træder frem af lærredets mørke som en erindring fra en tid, hvor livet blev båret i hænderne; i vinden, i havet, i arbejdet og i troen. Hun er formet af klippe, hav og tåge og af de skråninger, hvor generationer før os har gået. I værket står hun som et stille vidne om alt det, der kom før, og som en blid påmindelse om alt det, der kommer efter.