I dette værk ligger barndommens verden som et stille ekko under overfladen. De grønne og grå lag rejser sig som ufærdige landskaber; rå, levende og i bevægelse. De gyldne og orange strøg bryder frem som små løfter om det, der venter forude; ikke som færdige linjer, men som glimt af, hvem man kan blive, imens modet langsomt vokser frem. Teksturen er tyk og lagdelt, som erfaringer der samler sig over tid. Intet er glat, intet er færdigt, og netop derfor føles værket ægte. Når jeg bliver voksen er ikke en erklæring, men en rejse. Et øjeblik fastholdt i farver, hvor man står imellem det, man kommer fra, og det, man endnu er på vej til at blive. En påmindelse om, at udvikling sker i lag, i farver, i brud og i stille glimt af noget, der er på vej.